Heidi tabte 9 kilo på en måned og ændrede hele familiens spisevaner.
Heidi Scott Lundby starter hver morgen med en frisklavet smoothie. Sådan var det ikke for et år siden, men en dag bestemte byggeleder og mor til to fra Rønde sig for, at nu skulle det være. Hun ville tabe sig. Og så kom Lene Hansson ind i billedet.
Indtil teenageårerne kunne Heidi spise, hvad hun ville, uden at bekymre sig om tage så meget som et gram på. Uanset hvor meget eller hvor lidt hun spiste, og hvor meget og hvor lidt hun rørte sig, så gav det ikke noget udslag på vægten. Men det ændrede sig, da Heidi blev 15-16 år. ”Lige pludselig begyndte jeg at tage på. Til at starte med lagde jeg ikke mærke til det. Jeg havde jo altid været hende den høje slanke pige, men lige så stille og roligt begyndte kiloene at sætte sig,” fortæller Heidi og fortsætter: ”Det var først da mine omgivelser begyndte at bemærke, at mit tøj sad lidt strammere og der var en delle hist og her, der bulede frem, at det gik op for mig, at jeg havde taget på.” Fra at være slank blev Heidi lige pludselig buttet. ”Jeg har jo aldrig gået op i min vægt, så det var noget af et knæk for mit selvtillid, mit hoved kunne slet ikke følge med. Det skulle jeg lige vænne mig til.”
En cykeltur afgjorde det hele.
Og kiloene fortsatte med at hænge ved op i 20’erne og 30’erne, mens Heidi uddannede sig, fik fast job, mand og børn. 89 kilo pegede pilen på til sidst. Men det skulle alt sammen få en ende en lun sommeraften for et år siden. ”Min veninde og jeg cyklede hjem fra en hyggelig tøsekomsammen og så kom vi til at snakke. Hun ville gerne tabe sig ligesom jeg, og så blev vi enige om, at nu skulle det være.” Efter cykelturen begyndte Heidi at dyrke regelmæssig motion og notere sin kost ned i en dagbog. ”Det var virkelig en øjenåbner, for selvom jeg egentlig spiste sundt nok, når det kom til hovedmåltiderne, kunne jeg se, at mine mellemmåltider var et problem.” Det var først, da Heidi begyndte at regulere de små snacks i løbet af dagen og skære ned på indtaget af fx tørret frugt, hun kunne se en forandring på vægten. På knap 10 måneder røg der 12 kilo, men det var ikke nok for Heidi. ”Jeg ville gerne tabe i hvert fald 15 kilo mere, men det var ligesom om jeg ramte en mur. Uanset hvad jeg gjorde, hvor meget jeg trænede eller hvor sundt jeg spiste, så skete der bare ikke noget. Jeg kunne ikke tabe mig mere.” Men så kom Lene Hansson ind i billedet.
Kostvejledning gav det sidste
Da Lene Hansson i september sidste år eftersøgte testpersoner til et seksugers kostforløb i samarbejde med SuperBest, skyndte Heidi at gribe chancen. Hun skrev en mail og endte med at blive udvalgt. ”Til at starte med analyserede Lene min kost og gik mine tal igennem. Jeg fik blandt andet at vide, at min body-age var 51,” fortæller Heidi og understreger, at det ikke var særlig rart at få at vide, når man kun er 37 år. Men nederlag skulle hurtigt blive vendt til sejr, Lene Hansson satte Heidi i gang med 5:2 kuren, og der gik ikke lang tid, før hun kunne mærke en forandring. ”Jeg har længe gået og manglet energi, kørt træt i det om eftermiddagen og når det kom til aften, var jeg bare færdig,” fortæller Heidi. Men sådan er det ikke længere. ”Mit energiniveau har simpelthen fået et boost. Nu er det mig der er oppe, når ungerne er blevet puttet og manden er gået i seng. Jeg har bare en masse energi, jeg skal have brændt af. Det er skønt.” Og det kan også mærkes på bodyagen, kroppens biologiske alder. Og vægten. ”Jeg har tabt næsten 9 kilo mere på kun en måned, og min bodyage er helt nede på min egen alder, nemlig 37 år,” fortæller Heidi og afslutter med et smil: ”Nu er jeg pludselig slank igen, det er lidt underligt efter så mange år.”
Marts 2014.