Lenes mission var at få deltagernes blodtryk til at falde, uden hjælp af medicin og kun ved hjælp af en kostomlægning. Lene arbejdede efter Sundhedsstyrelsens anbefalinger og syre/base balancen samt kostkombinering.
Effekten af de otte kostråd og Lene Hanssons foreslåede kostsammensætning på blodtrykket Peter Norsk og Lene Hansson
Biomedicinsk Institut, Københavns Universitet & Lene Hanssons Wellness Center, København.
Resumé
Det var hypotesen tilbage i marts, 2009, at de af Sundhedsstyrelsen anbefalede otte kostråd i kombination med Lene Hanssons kostsammensætning fører til lavere blodtryk. Oprindelig hypotese gik på at dette var egnet til folk, i aldersgruppen 20 - 60 år, normalvægtige og som ikke indtog nogen former for medicin. Da vi ikke kunne finde nok forsøgspersoner til denne gruppe, tog vi også folk der var overvægtige og som indtog medicin med i forsøget.
Tolv forsøgspersoner (kønsfordeling: 10 kvinder/2 mænd, alder: 37 – 65 år, højde: 158 – 191 cm og vægt: 63 – 113 kg), hvoraf fem fik blodtrykssænkende medicin, fik målt deres døgnblodtryk fire gange:
- Før og efter en seks til otte ugers kontrolperiode uden at følge nogle af rådene
- Før og efter en tilsvarende periode, hvor enten kun de otte kostråd eller de otte kostråd i kombination med Lene Hanssons anbefalinger blev fulgt
Halvdelen af forsøgspersonerne startede med kontrolperioden og halvdelen med en af kostrådsperioderne.
Ud af de 12 forsøgspersoner, var det højst målte blodtryk på 159 på det høje (hvor det bør ligge på under 130) over 87 på det lave (bør ligge på ca. 70).
For alle 12 forsøgspersoners vedkommende faldt blodtrykket fra 142±16/91±10 mm Hg (middeltal ± standardafvigelsen) til 133±16/85±11 ved at følge de otte kostråd enten alene eller i kombination med Lene Hanssons anbefalinger, hvilket var statistisk signifikant (p=0.037)
I kontrolperioden var der et ikke-signifikant fald på 2/2 mm Hg.
Hos syv af forsøgspersonerne, som fulgte de 8 kostråd i kombination med Lene Hanssons anbefalinger, var blodtryksfaldet lige så stort men ikke statistisk signifikant (p=0.10–0.21), og i gruppen på fem personer, som kun fulgte de otte kostråd, var faldet lidt mindre men ligeledes ikke statistisk signifikant (p=0.26).
Konklusion
Konklusionen er, at de otte kostråd med eller uden Lene Hanssons anbefalinger fører til et ca. 6 % blodtryksfald.
Det tyder på at LH’s kostråd kan føre til et yderligere fald i blodtrykket, nemlig ca. 5% mere end hvis man blot følger de 8 kostråd, men da forsøgsgruppen var meget lille, anbefales derfor at gennemføre en større befolkningsundersøgelse til afklaring af blodtrykseffekten af 1) de otte kostråd og 2) de otte kostråd i kombination med Lene Hanssons anbefalinger.